Sådan holder du varmen

3-lags princip

3-lags princippet er et enkelt og velfungerende system, hvor de forskellige tøjlag samlet yder en optimal komfort. En åndbar jakke yder for eksempel ingen effekt, hvis ikke de underliggende tøjlag er svedtransporterende.
Der er altså ingen grund til at ofre tusindvis af kroner på en god jakke, hvis man undlader at købe en funktionel undertrøje og mellemlag.
Målsætning med 3-lags princippet er at skabe en “beklædnings-termostat”, der holder dig varm og tør under krævende vejrforhold. Det er derfor essentielt at have et:

 

  • Vandtæt yderlag mod regn, vind, bølger, slud, sne og så videre.
  • Mellemlag afstemt efter aktivitetsniveau og krav til isolering
  • Sæt tætsiddende, svedtransporterende undertøj

 

 

1. lag – undertøj

Undertøjets vigtigste funktion er at få overskudsvarme hurtigt væk fra kroppen, så man ikke bliver våd og kold.
Merinould er det mest populære materiale, da det er temperaturregulerende – det kan frigive varme og sikre, at huden ikke nedkøles. Ulden varmer/frigiver energi, uanset om den er gennemblødt eller tør.
Egenskaben med at regulere varmen gør, at undertøj i merinould kan bruges året rundt. Et godt fif, når man bruger uldundertøj, er at vaske det så lidt som muligt, da det derved bevarer sine gode egenskaber længst muligt. Hæng istedet tøjet til luftning udenfor, da det i sig selv har en rensende effekt – ikke mindst i frostvejr.
Moderne undertøj har fået tilført syntetiske materialer for at opnå en bedre slidstyrke – men da man udelukkende har merinould mod huden, er komfort stadig i top.

2. lag – det isolerende

Mellemlagets funktion er at sikre dig den ønskede varme. Mellemlaget kan derfor  udskiftes i forhold til temperatur/vejr og aktivitetsniveau – så det passer til dine behov.
Fleece er det mest anvendte materiale, da den opkradsede struktur binder en masse luft mellem fibrene – og det er luften, der giver varmen. Det har desuden evnen til at opsuge og videre transportere overskydende sved/damp. Og så tørre det meget hurtigt.
Fleece er som regel fremstillet af polyester og ofte af genanvendt plastemballage. Forskellen på en god og en mindre god fleece er først og fremmest, hvor meget luft der bindes i materialet, og derved hvor varmt det er ved praktisk brug.
Derudover fnulrer en billig fleece ofte hurtigere end en dyrere fleece.
Amerikanske Polartec er den førende fleece-producent på markedet.
Polartecs fleecematerialer er kendt for høj varme og åndbarhed, forrygende svedtransport og i det hele taget høj kvalitet.

 

3. lag – det vandtætte

Yderlagets vigtigste opgave er at beskytte mod elementerne – som regn, sne og vind.
Det er dog vigtig at forstå, at åndbar beklædning kun er i stand til at “ånde” damp – ikke decideret sved i væskeform. Hvis der dannes kondens på indersiden af yderlaget, kan det føles som om, at det er utæt – men problemet kan ofte afhjælpes med den rette underbeklædning.
Bomuld er ikke velegnet som beklædning under det yderste lag, da det modsat fleece holder på fugten. Korrekt brug af de underliggende tøjlag er altså af afgørende betydning for at opnå den fulde funktion af det yderste lag.

 

Vedligeholdelse

Vi ved, at Geoff Anderson er slidstærke produkter, der kan holde længe.
Vi ved også, at dårlig vedligeholdelse nedsætter produktets levetid betragteligt. Derfor er det en god ide at vedligeholde ens fisketøj korrekt – det er godt for miljøet og din egen pengepung.

 

Læs, hvordan du vedligeholder alt dit fisketøj
www.geoffanderson.dk/vedligeholdelse-af-produkter/