Med undtagelse af dage, hvor havtemperaturen er under 4 grader, så spinner jeg hurtigt ind. Hurtigt er mindst 2 omdrejninger i sekundet på et klassisk spinnehjul. Den hurtige indspinning varierer jeg med spinstop. Typisk går der mellem 6 og 12 omdrejninger imellem hvert spinstop. Det fleste spinstop er korte, dvs. ¼ sekund. Hvert tredje eller hvert fjerde spinstop lader jeg vare måske ½ sekund og op til 1 sekund.
Interessant er det, at jeg oplever at gedder (jeg ved det er et sidespring) hugger i spinstoppet, mens havørreder hugger når indspinningen genoptages. Hvis havørreden hugger i selve spinstoppet, er det enten på blink der roterer, eller endnu oftere på ophængerfluen.
Man skal være opmærksom på om de agn man anvender, fisker effektivt ved de høje hastigheder. Nogle agn flakser voldsomt, eller roterer om egen akse. Se eventuelt et af de tidligere indlæg for min vurdering af egnede agn.
Den hurtige indspinning har flere positive effekter på fiskeriet. Først og fremmest hugger mange havørreder, og også ofte mere kontant end ved langsom indspinning. Samtidigt sikrer den hurtige indspinning optimal kontakt til agnen. Det er i det hele taget vigtigt at minimere linebuer under fiskeriet. Derfor søger jeg altid at kaste mod vinden, også selvom det betyder at jeg skal kaste i ”underlige” retninger i forhold til den traditionelle tilgang med kast vinkelret på kysten. Som nævnt i et tidligere blogindlæg mener jeg heller ikke at kast vinkelret på kysten på nogen måde er optimalt. Hvis der skabes linebuer i kastet, kan ekstrem hurtig indspinning i starten af kaste afhjælpe dette.
Den sidste positive effekt af den hurtige indspinning er, at bundbid stort set er fraværende i mit nutidige fiskeri. Der er kun tangbuske på helt lavt vand, som giver bundbid. Og med moderne fletliner på 0.15 – 0.17 mm, samt 0.33/0.38 mm forfang mister jeg stort set ikke blink. Husk i øvrigt at nogle blink kan blive skadet gennem fiskeri f.eks. på klippekyster og stenede kyster, hvorfor de blinke kan begynde at slide linen. Så skal blinkene kasseres med det samme.
En anden vigtig faktor er at holde øje med følgere. Ser man en følger kan et hurtigt spinstop give gode resultater. Helt overvejende stopper jeg dog indspinningen, og lader blinket falde til bunden, hvis jeg først opdager følgeren inden for 10 m fra stangen. Når fisken stikker til havs igen, er muligheden for at lokke den igen, uden den bliver skræmt. Det at et blink forsvinder på bunden kan i øvrigt ophidse en havørred. To gange har jeg oplevet at havørreden har samlet agnen op fra bunden. Den ene gang var agnen en jig, og den anden gang et tobis lignende blink. Jeg har også flere gange oplevet at fiske tager ophængerfluen, der lige svæver i vandet et kort sekund, mens blinket rammer havbunden.
En anden vigtig grund til at lægge mærke til følgere, er at man ofte kan lokke fiskene til hug senere på dagen, f.eks. hvis strømmen vender eller tager til. Jeg fisker ofte weekender på samme stræk, og der har jeg oplevet at have følgere, over flere dage, fra det samme sted f.eks. 2 x 5 m ålegræsområde, og så på tredjedagen fisket fisken fra en anden vinkel, eller med lidt flere bølger, eller en ny agn. Bang så sad den der. Det er fedt når det lykkedes.
Fiskene lever af sand- og børsteorm i denne fjord. Alligevel har en fisk netop hugget på en lille pink ophængerflue.
Fisken er klar til landing. Med en blink flaksende efter fisken er det vigtigt at tage sig god tid. Man får kun et forsøg med nettet, og hvis det mislykkedes, er der stor chance for at blinket sidder i netmaskerne imens fisken tager et sidste udløb, og sandsynligvis hopper af. Man skal være kølig og effektiv.
En blank fisk på ca. 55 cm er i nettet. Den lyserøde ophænger kan anes.
Overspringer på godt 60 cm. Fisken tog i spinstoppet, og ophængeren sad dybt kroget. Der var lidt panik på, da fisken huggede på et lavvandet rev. Jeg vadede derfor ud på dybt vand, så blinket ikke fik fat i tangbuske under fighten.
Alle indlæg i denne serie
Kystfiskeri efter havørreder - Introduktion
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 1. Flammen og farven pink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 2. Spin- og ophængerflue – forfanget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 3. Forfanget til fluefiskeri
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 4. Hvor på kysten fanges fisken
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 5. Lette og slanke gennemløbsblink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 7. Valg af blink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 8. Agn af ABS-plast
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 9. Størrelsen betyder noget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 10. Switch på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 11. Hvorfor 9 fod fluestænger
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 12. Flueliner på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 13. Valg af flue - den skal være let
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 14. Indspinning og følgere
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 15. Sukker og andre ting der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 16. De små detaljer - der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 17. Endelig tid til hornfisk - forårssæsonens gallafest
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.