Især i foråret spiser havørreden, hvad den kan finde. Jeg har for nyligt fanget en fisk i starten af april. Den skulle laves til Sushi, så den blev slagtet. Maven var fyldt med tanglopper, små kutlinger på ca. 3 cm, en stor reje og så lige en ålekvabbe på ca. 10 cm. Den huggede på 30 cm vand, helt inden ved tangbuskene. Den var helt sikkert ikke kostfornægter, men havde fundet ud af at der var masser af liv, og dermed mad i det lave vand, der blev opvarmet af forårssolen. Nogle gange forholder det sig helt anderledes.
Et sted på Nordfyn findes et af mine yndlingsrev. Det er langt fra et ”sikkert” rev. Ofte fanger jeg ikke noget på det, men nogle gange holder det fisk. Og så er det typisk store fisk, ofte over 60 cm, og min bedste fisk fra revet er 75 cm. Nogle gange om efteråret holder det også mange fisk, og en af de vildeste oplevelser var en dublet med en blank 60 cm fisk på ophængeren, og en 52 cm fisk på blinket.
Revet er kun 30 m bredt, og strækker sig ca. 50 meter ud vinkelret fra kysten. Derfor kan man fiske revet stående midt på revet helt inde ved strande i bare 10 cm vand, eller på land, og dække hele revet ved at kast i et V. Det var præcist den måde jeg en aften sidst i september fiskede revet af med en lille 10 gr. Trumf. Først nærmede jeg mig revet fra siden, og fiskede det grundigt af, hvorefter jeg fra midten af revet (ved strandkanten) gennem 15 minutter fiskede revet af på kryds og tværs. Det gav absolut intet. Da det var sidst i september, vidste jeg godt at der kunne være tobis på menukortet, så derfor satte jeg en Line Thru Sandeel på. Jeg ønskede en højt gående agn med god profil mod himlen. Første kast, der hvor jeg havde fisket sammenlagt mere end 20 minutter uden succes, gav et hug. Og efter yderligere 30 minutter var det blevet til 4 havørreder omkring målet samt 3 små sej.
Et andet af mine hotspot er et kæmpe lavvandet nor, hvor vandet strømmer ud og ind over en ca. 200 m bred lavvandet revle. Ca. midt på revlen er der en 30 meter bred fordybning (godt 1 meter dyb). Ved udadgående strøm er det min mest sikre plads overhovedet. Især hvis jeg fisker med børsteormsfluer eller store pattegrise, der med sin lange hale også kan minde om børsteorm. Det er et af de få steder, hvor fiskene konsekvent vælger den store endeflue, eller wobler, uanset hvilken mindre ophænger jeg har på.
En helt modsat oplevelse skete på en forlænget fiskeweekend i Sverige. Året tidligere havde jeg over en weekend fanget 5 blanke overspingere på en stor pattegris. Selvsikkert fiskede jeg derfor året efter med en tilsvarende pattegris. Der var ikke det store held, enkelte forsigtige og halvhjertede hug. Det på trods af at jeg så flere store fisk jage på lavt vand. Først midtvejs på anden dagen gik det op for os, at der var voldsomt mange hundestejler inde på lavt vand. Kort efter fangede jeg en fantastisk overspringer på 55 cm på en sort/pink 5 cm lang flue, helt inde på lavt vand. Sammen med 3-4 andre fisk i samme størrelse jagtede de en stor flok hundestejler i udløbet til en lille naturhavn. Da koden var knækket, havde vi resten af weekenden et super fiskeri med små agn omkring 5 – 6 cm. Det hele kulminerede da en stor blank overspringer – klart over 70 cm – på lavt vand huggede min fiskemakkers 10 gr. Trumf. Kort inde i fighten satte den af i et langt udløb, hvor hjulet gik i opløsning. Først jammede bagstoppet, så hjulet ikke kunne rulle baglæns, og efter yderligere 10 – 20 m udløb blokerede bremsen hvorefter havørreden i et stort spring splittede forfanget og forsvandt.
Hvis man vil vide mere om agens størrelse og betydning for fiskeriet har Danmarks Sportsfiskerforbunds egen Kaare Ebert skrevet en meget inspirerende artikel. Bemærk at jeg ikke har skrevet så meget om farverne på blinkene. Det skyldes at jeg altid fisker med pink ophænger fluer, og fisker med enten forsølvede blink, eller blink i naturlige/neutrale tobis, kutling eller hundestejle farver.
Hundestejler tæt på land – god fisk taget på lille Silling (12 gr.). En ældre Raptor vadejakke fra Geoff Anderson.
Oftest er småt godt.
...men nogle gange er stort det eneste rigtige!
Nedgænger før genudsætning. Bemærk blinket i nettet. Nedgængere tager ofte store agn, denne to OPG Silling i 16 gr. Dagen inden mistede jeg en blank overspringer på +5 kg. Den huggede på samme rev, ved samme sten som nedgængeren. Jeg fiskede med samme setup, men den blanke fisk valgte flammen. I øvrigt huggede begge fisk på ca. 0,5 m vand.
Alle indlæg i denne serie
Kystfiskeri efter havørreder - Introduktion
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 1. Flammen og farven pink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 2. Spin- og ophængerflue – forfanget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 3. Forfanget til fluefiskeri
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 4. Hvor på kysten fanges fisken
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 5. Lette og slanke gennemløbsblink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 7. Valg af blink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 8. Agn af ABS-plast
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 9. Størrelsen betyder noget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 10. Switch på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 11. Hvorfor 9 fod fluestænger
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 12. Flueliner på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 13. Valg af flue - den skal være let
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 14. Indspinning og følgere
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 15. Sukker og andre ting der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 16. De små detaljer - der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 17. Endelig tid til hornfisk - forårssæsonens gallafest
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.