Fiskeeventyr – starter i sofaen

Oprettet d.

Fiskeeventyr – starter i sofaen

Eventyr. Altså drømme, og særligt fiskedrømme, har det med bare at poppe op. Uanset hvor man er, og hvad man laver. Det er fedt – og til tider lidt upraktisk. I hvert fald når man for tredje gang i streg ikke hører, hvad kæresten fortæller, eller når man kommer hjem fra indkøbsturen med halvdelen af det, man skulle.
Men det er også fedt, for selv om der kun er tale om en forestilling, så kan det virke uhørt realistisk, og man føler elementernes hærgen og vandets beroligende lyd. Fiskedrømme er perfekte efter en hektisk dag, eller hvis man bare vil glemme morgendagens gøremål. En flugt fra virkeligheden om man vil.
 
Mine drømme kommer af sig selv. Og så alligevel ikke. Altså, de er der uanset hvad, men jeg kan fodre min indre fisker – og på den måde fylde hverdagen op med abnorme fisk med særlige kræfter fanget de mest spektakulære steder. Det fungerer efter ”mere-vil-have-mere-princippet”. Jo mere jeg fisker og rejser, jo mere vil jeg på tur. Som om det ikke er nok, så forstærkes drømmene, hvis jeg blot snakker eller læser om fiskeri.
 
Det er faktisk ret uheldigt. For jeg har nemlig altid arbejdet professionelt med fiskeri, så fodermængden har været konstant høj. Hvordan det har påvirket min hverdag, kan du sikkert godt regne ud.
 
Når drømmene er blevet udlevet – hvis det nogensinde sker – skulle man tro, at der kom ro på sinde. Men ak, sådan er det bare ikke. Nu syder kroppen med oplevelser, der skal bearbejdes og beskrives. En proces der giver grobund for nye eventyr. Et liv med fiskeri er en skrue uden ende. Tak!
 
Sammen med gode fiskevenner – Thomas Weiergang og Bo Rønholt Frier – har jeg tidligere sat ord på nogle af mine drømme. Altså, dem der rent faktisk blev til noget. Det kom der to bøger ud af. Skælsætninger og Når Vi Drømmer, Taler Elven.
 
Hvad bøgerne handler om, må du selv finde ud. Du finder dem nemlig lige herunder i deres fulde længde. Jeg håber, at de kan give dig inspiration til nye fiskeeventyr. Og at du vil få bare en brøkdel af de oplevelser, som jeg har fået.

Jakob Sørensen

 

 

Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar