Fletlinerne er efterhånden de eneste liner, der anvendes på kysten. Det er med god grund. Man mærker flere fisk, kroger flere fisk og mister færre blink. Som nævnt i det forrige blogindlæg fisker jeg altid med ophængerfluer. Årsagen er naturligvis, at jeg fanger flere fisk. Det er almindelig anerkendt at ophænger fluer giver flere fisk, men der er tre grunde til at lystfiskere ikke fisker med ophængerflue. Det er nyt, og besværligt at komme i gang. Mange frygter mere kludder, og endelig er der risiko for, at man mister fisk på ophængerfluen, ved at blinket sætter sig i bunden (eller en anden fisk) under fighten. Jeg har efterhånden finjusteret mit forfang, netop for at løse disse problemer.
Første skridt er at bruge stive liner altså monofil eller fluorocarbon til forfanget. Der er forskel på linernes stivhed, så man kan prøve forskellige typer. Selv bruger jeg monofil liner beregnet til flueforfang. De er ofte stive, da det gør fluekastet betydelige nemmere. Samtidig kommer linerne på små handy spoler, som man til gengæld får lov til at betale lidt ekstra for. En anden vigtig faktor er linetykkelsen. Jeg bruger liner i to tykkelser 0,33 mm og henholdsvis 0,38 mm. De to linetykkelser bindes sammen med en kirurgknude.
Samlet set ser forfanget således ud. Øverst bindes fletlinen til en lille kvalitetssvirvel. Gerne en svirvel der er så lille, at den kan gå igennem øjerne på fiskestangen. I svirvlen bindes 0,38 mm. Kirurgknuden med 0,33 mm bindes ind så knuden findes ca. 30 cm fra svirvlen. Fra knuden og ned til blinket er der ca. 70 cm 0,33 mm. Forfanget er altså ca. 1 m langt.
Ophængerfluen bindes ind i den tavs af 0,38, der peger ned mod blinket. Fluen bindes ind så tavsen er ca. 7-8 cm lang. Der er nogle, der vælger at binde fluen ind i den øverste tavs, for at minimere kludder. Men der er en helt specifik årsag til, at det er den nederste tavs med 0,38 mm, hvor fluen bindes ind. Det betyder nemlig, at den gennemgående line fra svirvlen forbundet til fletlinen, og til ophænger fluen består af 0,38 mm. Den helt praktiske konsekvens af dette er, at hvis blinket sætter sig i bunden under fighten, så knækker linen til blinket, mens fisken bliver hængende. Faktisk er det sket op mod 10 gange for mig, at en fisk under fighten har sat blinket i en tangbusk. Ind til videre har jeg fået alle fisk, men typisk er blinket væk, og forfanget knækket lige under kirurgknuden.
Med ovennævnte forfang kan man fiske hele dagen med minimalt kludder, og i øvrigt har 0,33 mm forfanget den ekstra positive egenskab, at gennemløbsblink ikke slider linen over særligt hurtigt.
Ved fight af store fisk kroget på rig med ophænger, især når fisken sidder på ophængeren, kan det i øvrigt være en stor fordel at vade ud til hoftedybt vand, og lande fisken med et stort net. Fisken skal være træt når den landes, ellers er der en risiko for, at blinket sætter sig i nettet under landingen.
Endnu en fisk har taget ophængerfluen Flammen. Fluen er dybt begravet i ørredens mund, mens blinket ligger i nettet. Bemærk den stive og kraftige line.
En fisk fra Bornholm genudsættes.
Klassisk setup på en fisketur. Flammen og en langt slankt agn, her sandeel i farven Eelpout.
Forfanget.
Alle indlæg i denne serie
Kystfiskeri efter havørreder - Introduktion
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 1. Flammen og farven pink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 2. Spin- og ophængerflue – forfanget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 3. Forfanget til fluefiskeri
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 4. Hvor på kysten fanges fisken
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 5. Lette og slanke gennemløbsblink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 7. Valg af blink
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 8. Agn af ABS-plast
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 9. Størrelsen betyder noget
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 10. Switch på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 11. Hvorfor 9 fod fluestænger
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 12. Flueliner på kysten
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 13. Valg af flue - den skal være let
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 14. Indspinning og følgere
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 15. Sukker og andre ting der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 16. De små detaljer - der gør en stor forskel
Kystfiskeri efter havørreder - Afsnit 17. Endelig tid til hornfisk - forårssæsonens gallafest
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.